Om Mig ⌘ About

Johanne Randen foto Didier Bonaventure — Johanne Randen **foto Eiliv Randen Børding**

Jeg arbejder hovedsagelig med maleri. Akrylmaleri.
Men også med andre materialer

jeg arbejder meget intuitivt
meget handler om den indre virkelighed
mødet mennesker imellem
eller mødet som ikke blev til noget
om fraværet og om
at miste
om sårbarhed og
b e s k y t t e l s e
hvad har vi glemt
og hvad gemmer vi på?
hvad kan man gemme på
og hvorfor gemmer vi på netop det?
kan man gemme på en glæde?
kan man have et ekstra øje i baglommen?
meget handler om
tørst

”Johanne Randen tager os ind i en billedverden, hvor grænserne mellem det kendte og ukendte viskes ud. Drøm bliver til virkelighed, og virkeligheden opløses som en sky på himmelen.

Jeg forsøger at sammenfatte hendes billeder i få ord – finde essensen, fællesnævneren.

Jeg bladrer gennem billederne, og som efter en drøm forsvinder ordene, før de når mig. Jeg forsøger at holde fast – i hvad? I en handling, i minderne de vækker i mig, eller måske i drømmen om ”noget”, jeg endnu ikke kender?

På en måde mister jeg ordene, men samtidig åbnes døren til et indre landskab. Det er mit landskab, som ligger der, spejlet gennem Johannes billedverden. For selv om – og på grund af – at kunstneren er personlig og henter inspiration fra sin egen verden, formår hun den sjældne kunst at gøre billederne tilgængelige sådan, at de også bliver talerør for tilskuerens indre verden. – Vi bærer alle på en indre virkelighed, som ikke kommer til syne i en ydre virkelighed, organiseret gennem begreber, ord og systemer.

Johanne trækker et forhæng til side. Gennem transparente lag viser hun os sårbarheden, forundringen, kombineret med egenartet styrke og autoritet. Hun ryster os i vor grundvold. Gennem flygtige, poetiske og til tider nådesløse glimt, flænges den tynde skillevæg mellem det, vi beskriver, og det vi er. Som billedkunstner kommunikerer hun gennem et sprog, ubegrænset i tid og af geografiske skillelinjer.

En stilfærdig, nænsom palet giver rum for refleksion – for tilstedeværelse. Hendes kunst er ”ikke til at forstå” – sådan som vi forstår og tolker hverdagens koder, men et sprog med resonans i vort indre. Malerierne i luftige, transparente lag inddrager tegningen, som har den samme følsomme tilnærmelse. Johanne er en dygtig maler, en fremragende tegner og først og fremmest en kunstner med stærke billedskabende evner. – Ikke bare fordi hun har tilegnet sig kundskab og udviklet sit blik og sine tekniske færdigheder. – Der er noget mere, dette ”noget” som altid findes i mødet med god kunst, og som vi ikke kan sætte mærkat på.

I billederne findes fragmenter af objekter. Vi ser mennesker og dyr, nogen gange færdigtegnet, andre gange som spor eller som del af et større mønster.

Tilsyneladende tilfældige daglige notater flyder under overfladen. Minder – huskesedler? Hvorfor bliver noget stående igen i mindet mens andre, tilsyneladende større og vigtigere begivenheder, forsvinder i den store sammenhæng?

Sådan virker Johannes billeder på mig. De handler om at være til stede i sit eget liv. Hun har den modne kunstners blik, det søgende barns frihed og mod – og hun vil formidle noget til dig.

Bed ikke om en forklaring, men tag imod spørgsmålene som en gave.”

Elly Prestegaard,

Painter, Bergen

Kunstavisen, i forbindelse med udstillingen i Galleri Sulegaarden, 2012
af Preben Winther (kunstanmelder ved Kunstavisen)

Voldsom tilstedeværelse

J.R. maler på sine lærreder med akryl. Hun spartler, skraber og kradser i dem, så store partier fremstår som et “waste land”; hun kan spænde en brun grumset tomhed op med voldsom tilstedeværelse. Hun tegner, med kraftig bly, og hendes streg balancerer mellem det virkeligt ferme og det ekspressivt betydningsbærende. Hun bruger sine to drenge som motiver i fototekniske collage-indslag. De udstyres med englevinger, og deres troskyldige spørgs- mål står prentet hen over billedfladen. En flok harer gungrer bort fra ens blik. Store slidte lænestole i forladte stuer træder frem, milevidt fra både Hammershøi og symbolismen. Sorte vintergrene rejser sig manende i en blåhvid intethed.

En suite arbejder er på papir, har trompeter og tubaer som motiv, i kridt og pastel. Baggrunden er ridsede, brune, sorte. De færdige værker har ligget nedgravet i jorden i nogle måneder.

Det stumme er fællestitlen. Ja ikke en tone fra dem. Ikke et ord. Men hvem kan også tale i jorden?

Omvæltende møde

I nogle af værkerne indgår en feministisk tematik.
Kan være kunstneren selv optræder, nøgen eller kun i lange strømper og farvedis, forførende, men fjern som
en fantasi. Eller – som i et stort satirisk foto – iført en masse bh’er, både brugt til det normale formål, som åndedrætsværn (eller mundkurv?!) og i øvrigt fordelt over hele kroppen. Det er humoristisk, vrængende og absurd, som de tre havestole, der er placeret i udstillingen, er det; en beklædt med fåreuld, en med fjer og en indsmurt i chokolade! (Den lugter godt, med det frarådes at sætte sig!) J.R.’s styrke kan undre. Hendes virkemidler er forsigtige. Hendes kolorit er behersket. Den kunstneriske slagkraft ligger i hendes visionære evne til at udtrykke en nærmest vild tørst efter liv og en tilværelse, der giver mere fra sig end den almindelige dagligdag. Vise hvem vi er under det ydre skind. En tilværelse som ikke allerede fra starten
er sat på formel, og hvor der er plads til forundring, forandring, sårbarhed, nærhed.

Mødet med J.R’s værker er på mange måder omvæltende. Sådan kan skønheden altså også se ud. Sådan kan drøm og realitet også kobles. Man rystes. På den fede måde. Og så laver hun nogle hammergode billeder…….

Tørst efter liv

Hvem kan tale i jorden? Foran et værk af Johanne Randen kan man fortabe sig i det uendelige.

Den tilsyneladende enkelthed åbenbarer lag på lag i billedet, og stadig nye døre åbner sig indad til værket og nedad til én selv.